Når tiden svinder

Når tiden svinder - at miste min mor langsomt

Som barn oplevede jeg en verden, der virkede enkel og overskuelig, med en mor, der altid var der, når jeg kom hjem fra skole. Der var nybagte boller eller honningmadder, og selvom jeg som barn til tider fandt det mere spændende at lege, hvor der ikke var forældre hjemme, ser jeg nu tilbage på den tid som en periode af ubekymret lykke. Jeg savner den tid, hvor verden føltes mindre og mere simpel.

For nylig stødte jeg på en bog af Jørgen Leth, som reflekterer over alderdommen. Han bemærker, at når man bliver ældre, betaler man i tid, fordi alt tager længere tid. Jeg føler også, at jeg betaler med tid – tiden synes at accelerere, og de øjeblikke, jeg har tilbage med min mor, der lider af demens og Parkinsons, bliver færre og færre.

Søgen efter svar

Jeg står over for den skræmmende virkelighed, at jeg allerede delvist har mistet min mor - den mor, jeg kendte, det menneske hun var. Min sorg er tilstede hele tiden i større eller mindre grad, men tilstede, selvom hun stadig er her. Det er i denne strøm af komplekse følelser, at de eksistentielle spørgsmål melder sig. Hvad er min egen rejse? Hvad ønsker jeg for min rejse? Kierkegaard, en pioner inden for eksistentialismen, taler om betydningen af subjektiv oplevelse og den individuelle søgen efter mening. I denne proces med at miste, og alligevel stadig have, søger jeg at finde en mening, at forstå, hvordan jeg kan forberede mig på det endelige tab, og hvordan jeg kan finde fred med de forandringer, der sker.

Hvor forsvandt livet hen

Når jeg reflekterer over det liv, min mor har levet, ser jeg en kvinde, der har dedikeret sit liv til sin familie. De værdier, hun har indpodet i mig, er dem, jeg genkender i mig selv og stræber efter at leve op til. Hun har formet mig og givet mig styrken til at navigere i livets kompleksitet.

Vi lever alle vores liv, så godt vi kan, jeg balancerende mellem at forfølge egne drømme og være en omsorgsfuld datter. Det er en konstant udfordring, især når min mor, nu skrøbelig, har brug for pleje, forståelse og tryghed. Selvom de løsninger vi finder, ikke altid bringer trøst, står det klart, at min mors tilstand kun vil forværres, og vi mister hende stille og roligt.

Tiden er nu blevet det mest dyrebare i mit liv. Jeg griber hver en chance for at være sammen med min mor, for at optimere den tid, vi har tilbage, og for at sikre, at intet øjeblik går tabt i denne langsomme afsked.

At finde mening og fred i afskeden

På denne sorgens rejse, hvor dagene ind imellem synes både uvise og uundgåelige, står jeg over for udfordringen at finde mening og fred. Kierkegaards eksistentielle tænkning minder mig om, at det er i de dybeste dybder af vores personlige kampe, at vi ofte finder den mest autentiske forståelse af os selv og vores plads i verden.

Jeg erkender, at hver dag med min mor, på trods af demensens og Parkinsons tåger, er en dyrebar gave – en chance for at elske, lære og vokse. Den sorg og det tab, jeg føler nu, er ikke blot et udtryk for smerte, men også et vidnesbyrd om den dybe kærlighed og forbindelse, vi har delt. Det er en kærlighed, der ikke forsvinder med min mors hukommelse, men som fortsat vil leve i mig og forme mig som menneske.

Som jeg ser fremad, finder jeg trøst i at vide, at tiden, selvom den er flygtig, har givet mig utallige minder fra et menneske, der har været mere end min mor – hun har været min guide og min støtte. Og selv i hendes fravær, vil hendes arv fortsætte med at lede mig.

Så her står jeg, i skæringspunktet mellem fortidens varme minder og fremtidens usikkerhed, fast besluttet på at hvert øjeblik tæller. Jeg forbereder mig på at sige farvel, men også på at bære de gaver, hun har givet mig, videre i mit eget liv. Det er i denne balance mellem sorg og taknemmelighed, mellem tab og læring, at jeg finder min styrke og min vej fremad.

Livet, med alle dets kompleksitet og paradokser, fortsætter. Og som Kierkegaard lærte, er det i at omfavne disse paradokser, at vi finder den dybeste sandhed om vores eksistens. Min mors rejse, og min rejse med hende, er en påmindelse om, at selv i de mest hjerteskærende øjeblikke i vores liv, er der rum for omfavnelse, forståelse og en dybere forbindelse til det væsentlige i livet.